Nyhedsbrev - update
Ændring af reglerne for energimærkning af ejerlejligheder og andelsboliger
Som overskriften angiver, foretages der ændring i lovgivningen vedrørende energimærker, og nedenfor finder De en kort redegørelse herfor. Ændringerne har betydning for ejerforeninger/boligfællesskaber men også for køber og sælger.
Med virkning fra den 1. juli 2010 sker der væsentlige ændringer af reglerne for udarbejdelse af energimærke ved salg af ejerlejligheder og andelsboliger.
Ændringerne har særlig betydning for ejendommen, som mangler et energimærke, hvor køber af ejerlejligheden eller andelsboligen nu kan iværksætte energimærkning for foreningens regning uden først at rette kravet mod sælgeren.
Der skal udleveres energimærke til ejendomsmægler før en ejerlejlighed eller andelsbolig sættes til salg. Såfremt en ejendomsmægler sætter en ejerlejlighed eller andelsbolig til salg uden der foreligger energimærke, kan det medføre en sanktion over for ejendomsmægleren, og det må derfor forventes, at mægleren fremover vil kræve dette af en sælger.
En ejendom må efter ændringerne ikke annonceres til salg uden oplysning om ejendommens energiklasse i forhold til reglerne for energimærker. Det er dog fortsat sælgers ansvar, at der er lavet et energimærke, og at dette er udleveret til køber.
Derudover kan sælger forlange, at ejerforeningen/boligfællesskabet udleverer et evt. energimærke, før en ejerlejlighed eller andelsbolig sættes til salg. Sker dette ikke, kan sælger få energimærket udarbejdet på ejerforeningen/boligfællesskabets regning.
For dem som udarbejder energimærker, indføres en pligt til at offentliggøre energimærket på hjemmesiden www.boligejer.dk.
Har De spørgsmål eller ønsker yderligere information kan De kontakte:
Rune Moefelt Henrik Benjaminsen
Advokat Advokatfuldmægtig
rm@maare-advokater.dk hb@maare-advokater.dk |